Søndag formiddag kl. 10.00 mødtes vi, 9 friske KA-medllemmer og et endnu friskere barnebarn, på en parkeringsplads ved Skovbrynet Station. Kort efter begav vi os under Sven Erik Riedels kyndige ledelses ind i Hareskoven på jagt efter foderdyr til vore små venner hjemme i akvarierne. Vejret var fugtigt og vi fik et par småbyger undervejs, men både humør og optimisme var i top.
Det var for sent på året for dafnier og sorte myggelarver, men allerede ved den første lille sø steg optimismen, for vi fik de første hvide myggelarver i nettet, selv om det ikke var i større mængder. De hvide myggelarver er også kendt for først at komme fra bunden og op i de frie vande, når mørket falder på, men det måtte snart være den tid på året, hvor der dukkede cyclops i et antal, der var værd at gå efter. Som dagen skred frem, måtte vi konstatere, at vi nok var ca. 14 dage for tidligt ude, selv om vi fik enkelte cyclops i nettet.
I vores jagt rundt til de forskellige vandhuller kom vi vidt omkring i Hareskoven med Bøndernes Hegn og Aldershvile Skov. Vi syntes, vi travede meget rundt, men det blev nok ikke til mere end 4-5 km på kryds og tværs i terrænet, men med en stedkendt guide som Sven Erik i spidsen bekymrede vi os ikke så meget om retningen, men nød turen i det friske efterårsvejr.
De mange ønsker om en gentagelse af turen var et tegn på, at arrangementet havde været en succés. |
|