Københavns Akvarieforening
Forsiden  Foreningen  Møder  Akvariebladet  Galleri  Faktasider  Links 

Forsiden / Foreningen








Foreningen

Vi afholder medlemsmøder i Valby Medborgerhus, i perioden fra september til og med maj.

 

Møderne indledes med en kort orientering om bestyrelsens arbejde samt information om hvad der sker i hobbyen; f.eks. interessante møder i andre foreninger.

 

Vi har til hvert medlemsmøde engageret en foredragsholder, der er specialist på sit område. Foredraget er aftenens hovedpunkt og bliver som regel illustreret med masser af billeder og plancher.

 

Efter foredraget sluttes aftenen af med auktion over akvarieplanter og –fisk. Undervejs er der naturligvis mulighed for at få en snak med sidemanden om små og store akvarieproblemer.

 

Under mødet vil der også være mulighed for at låne en bog fra vores bibliotek med akvaristisk litteratur.

 

 

Til december måneds julemøde præsenteres som regel et rejseforedrag og vi hygger med gløgg, æbleskiver  og banko.

 

Der er før og under mødet mulighed for at forsyne sig med mad og drikkevarer fra medborgerhusets kantine.

 

Er du interesseret, eller bare nysgerrig, er du velkommen til at komme til 2 medlemsmøder som gæst, inden du beslutter dig for at melde dig ind.

 

Vi afholder hjemmemøder en gang om måneden i perioden fra august til maj. Her mødes vi hos en akvarist fra vores eller en anden forening. Aftenen går med at se værtens akvarier og der er rig lejlighed til at få stillet uddybende spørgsmål og få diskuteret forskellige aspekter indenfor akvariehobbyen. Deltagelse i hjemmemøder kræver at man har tegnet medlemskab.

 

Hvert forår afholder vi den årlige hjemmekonkurrence. Her kan alle medlemmer tilmelde sig. Herefter kommer to dommere, som er uddannet af Dansk Akvariedommer Sammenslutning på besøg hos dig og bedømmer dit akvarium ud fra Dansk Akvarie Unions pointskala. Der er herefter mulighed for at videre til Kreds- og Danmarksmesterskab.

 

Foreningen arrangerer desuden den årlige sommerudflugt, som går til et sted af akvaristisk interesse men i bred forstand. Her kan være tale om grossister, forretninger, museer eller et sted i naturen. Her er der tale om et lidt mere uformelt arrangement, hvor der er mulighed for at tage familien med.

 
 
Foreningen udgiver som et meget væsentligt aktiv medlemsbladet Akvariebladet.
 
Indtil 2002 var Akvariebladet Skandinaviens største akvarietidsskrift. Bladet udkommer 6 gange årligt, og indeholder artikler af danske og udenlandske akvarister. Alle artikler er på dansk, og de er rigt illustreret med farvebilleder.

 

På møderne har vi eksemplarer af Akvariebladet liggende, således at du også har mulighed for at kunne se, hvordan det ser ud. Der er endvidere mulighed for at købe gamle årgange ved henvendelse til kassereren.

Nye medlemmer  der møder op til deres første medlemsmøde, får udleveret en gratis årgang af ”Akvariebladet” fra et tilfældigt år med gode og stadigt aktuelle artikler.

 

Vores mødelokale er i Valby Kulturhus på Valgårdsvej 4, tæt ved Valby Station. Der er som regel nogen i mødelokalet fra cirka et kvarter før mødets start.

 

Har du spørgsmål vedrørende foreningen, er du velkommen til at kontakte bestyrelsen.

 

 

Under menupunktet møder kan du se, hvad der sker på de kommende møder i Københavns Akvarieforening.

 

Vi ses i

Københavns Akvarieforening

 

Mvh Bestyrelsen

 

 


Print this page