Med dette nummer af AKVARIEBLADET er genopstået et gammelt akvarieblad, der i sin tid for over 25 år siden blev skabt ved sammenlægning af "Akvarievennen" udgivet af Helsingør Akvarieforening og "Akvariet" udgivet af Københavns Akvarieforening. Akvariebladet var dengang fælles medlemsorgan for en række akvarieforeninger spredt ud over hele Danmark og blev udgivet af bogtrykker Harry Andersen, Helsingør, der også var Akvariebladets ansvarshavende redaktør med blandt andet dr. G. Mandahl Barth, A. Stenstrup Nielsen, Helge Skov, S. U. Madsen og mange andre fremragende akvarister som faglige medredaktører.
Foruden at indeholde en lang række udmærkede artikler om mange forskellige emner indenfor akvariehobbyen, var akvariebladet også i ordets bedste betydning et virkeligt medlemsblad for de tilsluttede foreningers medlemmer, idet man igennem bladet til stadighed blev holdt orienteret om, hvad der rørte sig i foreningerne rundt om i landet. Ikke blot blev man underrettet om kommende møder i foreningerne, men man fik også et fyldigt referat af foregående møder. At der selvfølgelig var en effektiv og meget benyttet spørgekasse i bladet, ligesom der altid var spalteplads for ethvert indlæg fra medlemmerne og andre læsere nævnes kun for fuldstændighedens skyld.
Nu da Akvariebladet er genopstået, er det vort håb, at det må udvikle sig på rette måde, således at det igen, som i sin tid, må blive medlemmernes eget medlemsblad med mange gode indlæg fra medlemmerne og andre læsere. At redaktionen selvfølgelig også meget gerne modtager forslag til artikler, enqueter, etc. fra medlemmernes side siger sig selv. For uden medlemmernes hjælp opnår vi aldrig at gøre akvariebladet til det helt rigtige medlemsblad.
Ved sammenlægningen af "Akvarievennen" og "Akvariet", januar 1942, skrev redaktionen nedenstående, som stadig er gældende og passende kan stå som Akvariebladets motto:
"At fremme og højne akvariesagen i Danmark skal være "Akvariebladet"s mål, til gavn og glæde for dens dyrkere".
J.V. Rasmussen
|
|