Københavns Akvarieforening
Forsiden  Foreningen  Møder  Akvariebladet  Galleri  Faktasider  Links 

Forsiden / Akvariebladet / Artikler fra bladet / 1969 / Labeotropheus trewavasae








Labeotropheus trewavasae

 
Tekst: Jørn Hennings, Dansk Cichlide Club
 
Da Københavns Akvarieforening i september 1968 afholdt udstilling, havde jeg et 450 ltr. akvarium med, hvori der gik forskellige Malawi cichlider, blandt andet Labeotropheus trewavasae. Efter udstillingen syntes jeg ikke, de 5 trewavasae'er (3 hunner og 2 hanner) gik så godt sammen med de andre fisk, så jeg fangede dem over i et 200 ltr. akvarie. Heri var vandet helt friskt, ca. 18 DHº og 24ºC. Der var ikke naturlige skjulesteder, men derimod var det meget tæt beplantet, og specielt var der mange trådalger.
 
Efter et par dage så jeg, at en hel del planter lå og flød rundt på overfladen, og da jeg kiggede ordentligt efter, opdagede jeg, at det ene bageste hjørne var fuldstændig raseret for planter. To dage senere var der ikke tvivl om, at der skulle til at ske noget. Den ene han havde rigtigt klædt sig i bryllupsdragt. Kroppen ligefrem skinnede lyseblåt, den knaldrøde rygfinne var udspilet til det yderste, de hvide bånd over panden trådte meget tydeligt frem, og ægpletterne på gatfinnen var som små gule lygter. Den anden han var derimod ensfarvet gråblå og stod og gemte sig i et hjørne. Hvis en af hunnerne kom i nærheden af den første han, var der ingen grænser for hans kunnen. Pludselig stod han midt i akvariet i en vinkel på 45 grader med kroppen spændt som en bue, og medens han langsomt dalede ned mod bunden, gennemrystedes hans krop af en lang række vibrationer. Dette gik for sig 8-10 gange, og så var der med et en af hunnerne, der fattede interesse for ham. Hun cirklede et par gange omkring ham, hvorefter hun svømmede over i det hjørne, han havde gjort klart, og så begyndte selve legen. Hannen svømmede rundt i en cirkel helt nede ved bunden, således at hans gatfinne slæbte hen over gruset i en vinkel på 90 grader i forhold til kroppen. Hunnen var lige efter med sit hoved helt henne ved hannens gatfinne. Hver omgang foregik med to forskellige hastigheder. Først en halv omgang, der var meget langsom, og hvor hannen rystede og sitrede, derefter en meget hurtig halv omgang, hvor de næsten jagede hinanden, så igen en langsom o.s.v. Det var desværre ikke muligt for mig at se nogle æg, men hunnens strubesæk blev efterhånden mere og mere svulmende. Efter 5-10 minutter svømmede hun lynhurtigt væk, og hannen var lige så hurtigt efter hende, men jeg var endnu hurtigere med at fange hende op og sætte hende over i et af de fem 20 ltr. akvarier, jeg konstant har stående klar.

Normalt går hunnerne i 20-30 dage, før de slipper ungerne løs, men ved at sætte temperaturen op til 280 C og lige fra første dag at fylde vandet med infusorier, er det lykkedes mig at få "ventetiden" ned på 16-18 dage. To dage senere legede et af mine Pseudotropheus tropheus par, og jeg fangede hunnen over i akvariet ved siden af trewavasae'en. Da de to hunner fik øje på hinanden, skal jeg love for, der kom "gang i fejemøget". De røg lige i hovedet på hinanden, men stødte selvfølgelig mod enderuderne hver gang. Dette gik for sig i ca. 2 min., så blev en af dem træt og svømmede væk. Efter en halv times tid røg de i hovedet på hinanden igen, og sådan fortsatte de dag efter dag.

Efter 16 dage opdagede jeg til min rædsel, at trewavasae-hunnen var fuldstændig oversået med Ichthyopthirius multifillis (fiskedræber). Grunden til, at jeg først opdagede det på et så sent tidspunkt, må være, at pletterne faldt sammen med hunnens i forvejen meget hvidspættede farve. Og så var gode råd dyre. Jeg havde tre alternativer at vælge imellem, da jeg var sikker på, at ungerne i hendes mund ikke var så stærkt angrebne, at de var døde, for så havde hun allerede spyttet dem ud.

1. Jeg kunne hælde så meget medicin i vandet, at det ville kurere hunnen, men samtidig ville det sandsynligvis også dræbe ungerne.

2. Jeg kunne hælde en lille smule medicin i vandet for om muligt at begrænse angrebet, og så senere, når hunnen og ungerne var hver for sig, at gå over til stærkere midler.

3. Jeg kunne lade være med at gøre noget og så håbe, at hunnen indenfor et kort tidsrum ville spytte ungerne ud, så de kunne behandles hver for sig.

Jeg valgte fremgangsmåde nr. 2 og hældte lidt medicin i vandet. Så satte jeg mig til at kigge efter eventuelle unger, for det var jo efterhånden ved den tid. Efter yderligere 2 dage, 18 dage efter legen, var der stadig ingen unger at se. Hunnen var efterhånden blevet så tynd, at jeg begyndte at tvivle på, at hun kunne overleve. Kun hendes mund og strubesæk blev større og større. 2 dage senere, på 20. dagen, var hun så svag, at hun det meste af tiden lå nede på bunden. Kun når hun fik øje på Pseudotropheus-hunnen ved siden af, kom der lidt liv i hende. Dagen efter var der stadig ingen unger at se, hverken det ene eller det andet sted.
 
Så begyndte jeg at blive nervøs, for nu var der efterhånden gået 3-5 dage over tiden. Da slog en tanke pludselig ned i mig. Lynhurtigt fik jeg fat i noget papir, som jeg skød ned mellem de to akvarieruder, så hunnerne ikke kunne se ind til hinanden. I ca. 10 minutter svømmede de - på hver sin side - op og ned ad ruden for at se, hvad der nu var sket. At de ikke kunne se hinanden havde åbenbart beroliget dem, for 2 timer senere havde de begge spyttet deres unger ud.
 
l det ene akvarium vimsede 39 Pseudotropheusunger rundt om deres mor, men i det andet var scenen ganske anderledes. Hunnen afkræftet i det ene hjørne, medens 20 unger, der var oversået med hvide pletter, svømmede forvorpne rundt i akvariet. Jeg skyndte mig at fange hunnen over i et andet akvarium og gav hende en kraftig dosis medicin og godt med foder. Men selv om hun ikke havde fået føde i de sidste tre uger, ville hun ikke æde, og dagen efter var hun død. Ungerne fangede jeg også over i et andet akvarium og gav dem medicin. De var i modsætning til moderen friske og velnærede. Jeg skiftede vand og medicin hver dag i fire dage, og efter 8 dage var alle pletterne væk.
 
De kunne lige fra første færd spise Cyclops, som de fik hver dag de første 3 uger. Derefter fik de fint siede dafnier hver anden dag og tørfoder de øvrige dage. Jeg måtte prøve mig frem med forskellige tørfodermærker og fandt ud af, at vegetabilsk foder var det bedste. Jeg bruger kun "TetraPhyll". Ungerne vokser utroligt hurtigt. Nu hvor det snart er 3 mdr. siden de første gang så dagens lys, er de ca. 3 cm store, og alle 20 er i live. Deres farve er nærmest ensfarvet gråbrun med en rødlig kant på rygfinnen, og først om en måned eller to begynder de at få de farver, der gør, at jeg synes, det er en af Malawisøens smukkeste cichlider.

Dansk Cichlide Club fusionerede senere med Nordisk Cichlide Selskab "Danmark" og førtes videre under fællesnavnet Dansk Cichlide Selskab.

Print this page